På cd'en 'Double Standards/Volumen One' tog saxofonisten Cennet Jönsson, pianisten Jacob Karlzon, bassisten Hans Andersson og trommeslageren Peter Nilsson på deres helt egen måde en række af jazzens standardmelodier under behandling. Krævende musik, der bevægede sig fra det antydningsvise til det stort ekspanderende, hvilket kunne have ført på afveje, hvis det ikke var, fordi man til stadighed fornemmede, at også refleksionen var nærværende i den. Nu foreligger kvartettens 'Volumen Two', og også den rummer betydelige kvaliteter. Lige så fremragende som forgængeren er imidlertid den ikke. Det skyldes valget af repertoire og den måde, det er disponeret på. Cd'en indledes fint nok med en frirytmisk udgave af Miles Davis' 'Solar', derefter en smuk fortolkning af John Greens ballade 'Body And Soul', hvor ikke mindst Karlzon leverer en lysende indsats, og så en up-tempo version af Mongo Santamarias 'Afro Blue'. Så vidt, så godt. Men så kommer yderligere to ballader, Mal Waldrons 'Soul Eyes' og Robinson/Hills 'Old Folks', efterfulgt af Wayne Shorters 'Nefertiti' og Horace Silvers 'Peace', begge i langsom, frirytmisk puls. Bortset fra et par bassoli, der har svært ved at gøre sig rigtigt gældende, byder de fire numre - taget hver for sig - på fornemt spil. Men betragter man cd'en som en helhed - og det synes jeg, man bør - forekommer en sådan programlægning mig uklog. For selv om musikken i allerhøjeste grad fortjener at blive hørt, stiller den, hørt i sammenhæng, næsten for store krav til publikums udholdenhed.