Navnet, Paul Motian Electric Bebop Band, er reduceret til Paul Motian Band. Til gengæld er den oprindelige besætning, to tenorsaxofoner, to guitarer, bas og trommer (Motian selv), udvidet med en yderligere en guitarist. (Den ene er danske Jakob Bro.) Helt er beboppen dog ikke glemt. Cd'en afsluttes med en to minutter lang version af Charlie Parkers 'Cheryl', og det er dens mest oplivende indslag. For i de øvrige numre dominerer en elegisk tone, stærkest fremtrædende i Motians egne seks bidrag, hvor den accentueres yderligere af den frirytmiske puis, der ligger til grund for musikken. Jeg indrømmer gerne, at det første gang holdt lidt hårdt at lytte sig igennem cd'en i ét stræk. For efter de to indledende numre, Charles Mingus' 'Pithecanthropus Erectus' og 'Goodbye Pork Pie Hat', meldte der sig en vis monotoni, både i kraft af stemningen og det klanglige kollektiv, der udgør musikkens rygrad. Men jo mere fortrolig man bliver med musikken, desto klarere og rigere nuanceret fremtræder den også. Det gælder i særlig grad de to tenorsaxofonister Chris Cheek og Tony Malabys indsatser. Og nået dertil vil man kunne opleve, at disse klagesange ligeledes rummer en form for befrielse.