Man skal ikke tage det for givet, at musikere altid selv er de bedste til at vurdere deres egne præstationer. En serie som Blue Notes 'The Artist Selects' giver i hvert fald anledning til at betvivle det. Og hvis de pågældende tilmed har ambitioner som komponister, synes selvkritikken at svigte for alvor. Stadigvæk med denne serie in mente er guitaristen Kenny Burrells cd dog ikke den værste. Blandt cd'ens i alt fjorten numre, alle indspillet i tidsrummet 1956-1964, nøjes han med at tegne sig selv for de fire. De tre er der ikke meget ved. Kun 'Phinupi' byder på inspireret spil. Helt uforståeligt er det, at Burrell har medtaget et nummer som Clifford Browns 'Swingin', der demonstrerer, hvor rent ud sagt ringe den af mange så højt besungne trommeslager Art Blakey også lejlighedsvis kunne te sig. Hør så til gengæld Philly Joe Jones i Thelonious Monks 'Hackensack', der ikke mindst takket være ham i sammenspil med organisten Jimmy Smith og Burrell fremstår som cd'ens mest medrivende indslag. Og selv om hovedindtrykket af cd'en er ujævnt, så er der flere andre fortræffelige bidrag som 'Weaver Of Dreams', 'Love, Your Spell Is Everywhere', 'These Foolish Things', 'Freedom' og førnævnte 'Phinupi', der ved siden af Burrells egne også byder på fine indsatser af tenorsaxofonisterne Frank Foster og Stanley Turrentine samt pianisterne Tommy Flanagan og Herbie Hancock.
Efter eget valg
Lyt til artiklen
