Hvis der er én musiker, der har æren for, at et europæiske land allerede i begyndelsen af 1950'erne kunne markere sig ved at tilføre jazzen en tone af selvstændig, national karakter, så er det den svenske barytonsaxofonist Lars Gullin. Det bemærkelsesværdige er, at han ikke gjorde det ved at søge bevidst efter den i sit lands folkeviseskat. Det kom først langt senere med navne som Bengt-Arne Wallin og Jan Johansson. Gullin havde den i sig. For den lod sig også fornemme, når han eksempelvis spillede Jule Stynes ballade 'I Fall in Love Too Easily', som han gjorde det sammen med guitaristen Rolf Berg, bassisten Georg Riedel og trommeslageren Alan Dawson i november 1953. Grundlæggende var det Tristano- skolen, der dannede udgangspunkt for Gullins stilistiske udtryk, om end i en mere forenklet form, og heller ikke Stan Getz var ham fremmed. Men hans melodiske åre og tonen på instrumentet bar noget af den vemod i sig, vi forbinder med noget umiskendeligt svensk. Endnu stærkere gjorde dette sig gældende i hans kompositioner. Selv når han som i 'Lars Meets Jeff' byggede den over en standard af typen 'You Stepped Out of a Dream'. Et par numre i hurtige tempi fra maj 1954 er knap så vellykkede, men 'Danny's Dream' fra samme session er et af Gullins smukkeste værker. Og i de syv numre fra 1955, blandt dem de to takes af 'Lars Meets Jeff' og tre af 'Manchester Fog' (der senere skulle blive omdøbt til 'Prima Vera'), er Gullin virkelig i sit livs form. Og det har åbenbart ligeledes haft en gavnlig effekt, at han under Bergs soli fra sin plads ved pianoet kunne understøtte ham yderligere.