På på den sidste af disse cd'er, der omfatter 14 bluesballader, er det den tidligste optagelse, 'I Wanna Be Loved' fra 1959 i Billy Mays smukke arrangement, der taler stærkest til mig. Med årene vandt Nancy Wilsons røst både i krop og autoritet, men netop et repertoire som det foreliggende fristede også til det dramatiske overbud, der ytrer sig i, at råben, stønnen og de små overslag i stemmen, der åbenbart knytter sig til 'stilen', tilfører foredraget noget påtaget. Når det er sagt, må man imidlertid også tilføje, at Nancy Wilson gennemfører sit forehavende med et musikalsk overskud, der ikke undlader at gøre indtryk. Og medvirkende til det er den instrumentale indramning, der som på de øvrige cd'er af højeste klasse.