Der er sangerinder, der indtager deres helt unikke position i jazzen. En af dem er Sheila Jordan, en anden Helen Merrill. Man kan længe være tilbøjelig til at afvise dem, fordi de forekommer for manierede i dyrkelsen af deres specifikke vokale udtryk. Men det er svært at lade med at lytte til dem, når man først er kommet i gang med det. Og så kan det være, man en dag opdager, hvor dybt fascineret af dem man er blevet. Helen Merrill er ikke så ekstrem som Sheila Jordan. Men hun kan blive så melodramatisk i sit foredrag, at man kan synes, det er for meget. Og på denne genudgivelse fra 1986, hvor hun ledsages af pianisten Gordon Beck, mens sopransaxofonisten Steve Lacy og violinisten Stephane Grappelli skiftes at lægge yderligere en stemme til, var det i spiritualen 'Sometimes I Feel Like A Motherless Child' netop min umiddelbare reaktion, som jeg dog har taget i mig igen. Helen Merrill rummer imidlertid også andre sider. En intimitet og hemmelighedsfuldhed af ganske særegen karakter, som man kan opleve det i Benny Carters 'When Lights Are Low', subtilt ledsaget af Beck på el-piano. Og hør, hvordan hun i David Raksins 'Laura' synger strofen 'footsteps that you hear down the hall'. Eller - for at fremhæve endnu et par numre - hendes fortolkninger af Hupfelds 'As Time Goes By' og Gershwins 'Lady Be Good', sidstnævnte fremført som ballade og igen med Becks som uovertruffen akkompagnatør.
En stemme, man ikke slipper
Lyt til artiklen
