FREDA PAYNE er et navn, som jeg forgæves har ledt efter i jazzens opslagsværker. Grunden er, at hun, efter at have indspillet denne lp i dagene op til sin 21-års fødselsdag 19. september 1963, har helliget sig en karriere i udkanten af jazzen, der omfattede musicals, egne tv-show og skuespil. Men synge kan hun. Med en pragtfuld stemme og en uforfærdethed, der i en sang som Gus Arnheims 'I Cried For You' måske nok går til yderligheder, men som også fører til overordentlig smukke fortolkninger af Ornette Colemans 'Lonely Woman', Harry Warrens 'I Wish I Knew' og Thelonious Monks Round Midnight', hvor navnlig sidstnævnte kan få mig til at tænke på Alice Babs. I de nævnte numre samt yderligere to ledsages Freda Payne af en kvintet, i hvilken altsaxofonisten Phil Woods, guitaristen Jim Hall og pianisten Hank Jones bidrager med fornemt spil. Og der er ligeledes adskillige godbidder blandt de seks øvrige numre, hvor det er et fortræffeligt big band under ledelse af arrangøren Manny Albam, der akkompagnerer Freda Payne, ikke mindst Duke Ellingtons 'Blue Piano'.