DET ER som regel med blandede følelser, jeg hører Cæcilie Norby synge. På mange måder er hun jo en ganske fortræffelig sangerinde, men det, jeg frem for alt registrerer, er, hvor dygtig hun er. Hvor suverænt hun behersker sin stemme, hvor detaljeret hun varierer dens udtryk, og hvor sikkert hun fraserer. Hvad jeg allerhelst ønsker mig, er imidlertid at blive ramt på en måde, så jeg slet ikke skænker alt dette nogen tanke. Og det måtte gerne ske oftere. Sådan er det også med hendes nye cd, der rummer tolv sange, som hun selv har sat ord til. Hun tegner sig ligeledes for ti af melodierne, mens Lars Danielsson, der medvirker som bassist, cellist, på diverse keyboards og i samarbejde med Norby som arrangør, svarer for de to. Og uden at ville forklejne Norbys indsats så er det faktisk netop disse to, 'Afterglow' og 'Poem and Prayer', der efterlader det stærkeste indtryk hos mig. Sidstnævnte byder tillige på smukt guitarspil af Ulf Wakenius, mens det i 'Afterglow' er Hans Ulrik, der er en fornem solist på tenorsaxofon, som han også er det i flere andre numre. I 'My Man' hører man ham på barytonen, et instrument, der klæder ham i allerhøjeste grad. Spørgsmålet er imidlertid, om cd'en ikke snarere henvender sig til et pop- end til et jazzpublikum. Det tyder både dele af repertoiret og selve produktionen på. For arrangementerne er præget af et raffinement, der nok kan vække behag og beundring, men som i nogle tilfælde skaber en distance, der forhindrer et mere nøgent udtryk i at træde frem