Siger man 'Ella og Louis', må man også sige 'Fitzgerald og Armstrong'. To kunstnere, hvis charmerende musikalske dialoger på Verve også fandt et stort publikum uden for jazzens egne cirkler. Jeg ved ikke, om man har haft lignende tanker på pladeselskabet Decca, da man i 1957 lod Sammy Davis, Jr. og Carmen McRae indspille albummet 'Boy Meets Girl', idet konceptet er det samme. Det har dog ikke opnået samme status som Norman Granz' indspilninger, selv om det nok kunne fortjene det. For Davis og McRae matcher hinanden perfekt i et tilsvarende repertoire. Det er almindeligt at forbinde McRae med Billie Holiday, der vitterlig var hendes store forbillede, og fra McRaes år som moden kunstner husker man hendes mørke stemme og imposante autoritet. I disse optagelser klinger stemmen imidlertid fortsat lys, og også i sit udtryk står den Ella Fitzgerald nærmere, dog samtidig med at det ligeledes røber de træk, ikke mindst den intelligens, der gjorde McRae til en så personlig sangerinde. Det fører til vidunderlige udgaver af bl.a. 'The Things We Did Last Summer', 'Cheek To Cheek' og 'People Say We're In Love'. For også Davis synger herligt afspændt i et repertoire som dette, hvor han ikke har det nødig at åbne for alle sin røsts sluser. Det gør han til gengæld på den anden lp, der indgår på samme cd. Nemlig 'Porgy and Bess' fra 1959, hvor han og McRae er sangsolister i George Gershwins opera. Flot er det, men står ens temperament ikke til den pompøsitet, der ligeledes kendetegner orkesterarrangementerne, kan man nøjes med at lytte til cd'ens første tretten numre og alligevel føle sig fuldt tilfreds.