Med sin blændende instrumentale begavelse var Oscar Peterson en gudbenådet pianist, indtil en hjerneblødning for nogle år siden lammede hans venstre hånd. Hvad der ikke har forhindret ham i at genoptage sin karriere, men hvis man har hørt hans sidste cd, der er optaget ved en koncert i Paris, må man desværre erkende, at løbet er kørt for ham. Hvorvidt Peterson også fortjener at blive betegnet som en lige så gudbenådet kunstner, er derimod mere tvivlsomt. Efter mine begreber ville det forudsætte en evne til fordybelse, til at holde det uvæsentlige adskilt fra det væsentlige, som den store canadiske pianist ikke er i besiddelse af. Det træder også frem på en genudgivelse som 'Tracks', oprindelig indspillet i november 1970 for Hans Georg Brunner-Schwers selskab MPS, hvor man hører Peterson som solopianist. Som det var tilfældet for Art Tatums vedkommende, kan man også for Petersons konstatere, at denne rolle tillader ham udfoldelsesmuligheder, der sædvanligvis ikke kommer til udtryk i sammenspil med andre musikere. Det er en nydelse at høre ham udbrede sit stride-spil eller at følge ham i relation til en puls, der blot er underforstået. På den anden side er der de virtuose patentløb, der i den givne situation får langt friere spillerum. Kunsten er at integrere dem i helheden, som Tatum formåede det, og som det ligeledes lykkes for Peterson i bl.a. en pragtfuld udgave af 'Ja Da' og i sidste halvdel af 'Just A Gigolo'. Andre steder virker de imidlertid som flotheder, der strengt taget kun er til pynt, og i disse tilfælde bryder de ligefrem demonstrativt den musikalske sammenhæng. Men dem må man tage med, for under alle omstændigheder byder cd'en på klaverspil af stort format. Det var dog trioformatet, der var Petersons foretrukne, og inden for samme måned indspillede han to lp'er, 'Walking The Line' og 'Another Day', med George Mraz på bas og Ray Price på trommer. Førstnævnte er domineret af numre, hvor Peterson farer frem som en damptromle. Eksempelvis bliver Michel Legrands smukke 'The Windmills Of Your Mind' simpelt hen moset til plukfisk. Det er Peterson, når han er værst. I et andet Legrand-opus, 'Once Upon A Summertime', anslår han mere forsonlige toner, men det er ikke nok til at redde cd'en. Også på 'Another Day' er klaverspillet i enkelte numre af særdeles håndfast karakter, men indtrykket er heldigvis ikke af samme sammenbidthed. I en ballade som 'It Never Entered My Mind' får flothederne lov til at blomstre lovlig kraftigt, men til gengæld byder 'Greensleeves' og 'All The Things You Are', her som bossa nova, på aldeles udsøgt spil. Også Johnny Griffins blues 'The JAMFs Are Coming' er et stærkt indslag, og med gamle James P. Johnsons 'Carolina Shout' sættes der et både festligt og effektivt punktum.