Tenorsaxofonisten Bent Jædig var ikke blot en musiker, der har haft væsentlig betydning for dansk jazz, men også et ualmindelig elskeligt menneske. Trofast over for sine venner, sine idealer og den musik, beboppen, han havde skænket sit hjerte. Derfor kunne jeg også have ønsket for ham, at han havde efterladt sig et mere vægtigt eftermæle end denne cd, der nu er udsendt efter hans død. Jædig følte det utvivlsomt som en hædersbevisning, at tre af den unge danske jazzgenerations toneangivende musikere, basunisten Mads Hyhne, bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Kresten Osgood, havde lyst til at spille sammen med ham. Og tilmed med afsæt i det standardrepertoire, der havde tjent Jædig som inspiration gennem hele hans karriere. Som resultatet foreligger, kan det imidlertid ikke vække megen glæde. Det er som bekendt ikke så ligetil at holde liv i en musik, der baserer sig på harmonier, men uden medvirken af noget harmonibærende instrument. Specielt i langsomme tempi, hvor det virkelig kræver noget ekstraordinært for at bevare sammenhæng i musikken og holde intensiteten oppe. Det lykkes ikke for den danske kvartet. Snarere må man konstatere, at musikken i cd'ens fire ballader nærmest går i opløsning og for siden at true med at gå helt i stå. Det står bedre til i de mere bevægelige tempi, for Hyhnes vedkommende bedst i Jædigs 'Rod's Shtick', hvor han formulerer sig med den energi, der er i overensstemmelse med det drive, som Westergaard og Osgood lægger for dagen, men som til gengæld over for Jædig kan opleves som en for voldsom udfordring.