Niels Lyhne Løkkegaard, nyudklækket alt- og tenorsaxofonist fra Rytmisk Musikkonservatorium, debuterer samtidig med en cd, der præsenterer ham i to forskellige musikalske kombinationer. I første tilfælde med en kvintet, der i øvrigt rummer trompetisten Thomas Caudery, guitaristen Per Møllehøj, bassisten Rasmus Møldrup og trommeslageren Anders Provis, i andet tilfælde i en kvartet sammen med pianisten Christoffer Steen Møller, bassisten Lars Tormod Jenset og trommeslageren Kristian Karottki. Jeg har lyttet til cd'en adskillige gange, og uden visse svagheder er den ikke. Men der er også tale om en cd, der vinder for hvert genhør, idet musikkens personlige tone træder stærkere og stærkere frem. På altsaxofonen har Løkkegaard fundet sig et ståsted, hvorfra han på den mest selvfølgelige måde forbinder træk fra Lee Konitz og Ornette Coleman. Han kan være tilbøjelig til at buse for meget på, og på det punkt kan han tage ved lære af Møllehøj, der i 'Blurry', en variant over 'What Is This Thing Called Love', i en glimrende solo demonstrerer, hvordan man bygger en sådan op. På tenorsaxofonen dyrker Løkkegaard et mere lyrisk udtryk, også her i en forening af impulser, der både gør Stan Getz og John Coltrane nærværende. Sidstnævnte giver sig ligeledes til kende i den spirituelle tone, der præger et nummer som 'Simplicity'. For også som komponist markerer Løkkegaard sig fornemt. Og på det punkt vil jeg især fremhæve 'Sirup', 'Stars Above' og 'Golden' med fortræffelige soloindsatser af både Løkkegaard og Møller.
På sin egen hylde
Lyt til artiklen
