Den største anerkendelse, en kunstner kan modtage, er den, han får fra sine kolleger. Kunstnere, han selv sætter højt og måske ligefrem ser op til. Der er da heller ingen mangel på rosende ord i den bog på 72 sider, der følger med det 5-cd's-sæt, som er udgivet i anledning af sangeren Tony Bennetts 50 års samarbejde med pladeselskabet Columbia. Og det lader ikke til at være tom snak, når man ser, hvem det er, der udtaler sig. Hør bare, hvad pianisten Bill Evans siger: »Som mange instrumentalister har jeg aldrig været nogen stor fan af vokalister. Men Tonys udvikling har været fantastisk, og i løbet af de sidste år er han blevet min favoritsanger. Tony har virkelig ramt mig stærkere end nogen anden. Grunden er, at han har udviklet sig gennem en lang, hård proces af hengivelse til musikken og sit eget talent. Det endelige resultat af en sådan udvikling er så meget desto mere kostbart. Det har en dybde, en kvalitet og en renfærdighed, der taler til mig«. Og hvad siger Duke Ellington: »Han er en stor, pragtfuld mand. I al sin storhed har han aldrig haft brug for at udstille den. Han er fuldkommen uselvisk, på en måde, der er aldeles enestående i vor verden. To eksempler: Når han engagerede orkestre til at arbejde sammen med sig og satte deres navne på plakaten, Count Basie og Duke Ellington, så anbragte han dem over sit eget. Det er fuldstændig uhørt«. I relation hertil kan man læse Bennetts egen kommentar, hans stolthed over at være den første hvide sanger, der optrådte på en scene sammen med Count Basie. Her kan man også finde forklaringen på, hvad det er, der gør Bennett til den mageløse kunstner, han er. Frank Sinatra var med sin stemmes ligefrem magiske udstråling givetvis det forgangne århundredes betydeligste pop-jazz-sanger. Med Tony Bennett er det noget helt andet. Også han var i besiddelse af en flot stemme, da den var ved sin fulde magt, men det, der betog os ved den - og fortsat gør det - er den helt jordnære menneskelighed, der trænger igennem i den. Bennett ved godt, at han ejer en sjælden gave. Men det, der giver den sin særlige glans, er den ydmyghed, han udviser over for at have modtaget den. Sinatra var en kunstner, man kunne beundre og lade sig bedåre af. Bennett er en kunstner, man tager til sit hjerte. En følelse, der vokser sig stærkere og stærkere, mens man lytter sig igennem de 110 numre, som cd-sættet rummer. Det tidligste er fra 1950, Dubins 'The Boulevard Of Broken Dreams', der lader os høre en skønsanger ledsaget af et kor og et pompøst klingende orkester. Året efter fik Bennett sit første store hit med Wilkinsons 'Because Of You', og allerede her fornemmer man den følsomhed, der siden skulle blive hans adelsmærke. Endnu mere nuanceret fremstår den i Mills 'When The Music Lingers On' fra 1954 i et arrangement af guitaristen Chuck Wayne, hvor også de første spor af en kommende jazzsanger tegner sig. Det står helt klart i en indspilning fra 1957 af Cole Porters 'I Get A Kick Out Of You', arrangeret af pianisten Ralph Sharon, hvis kongeniale samarbejde med Bennett skulle strække sig over de følgende årtier. Og når man lytter til Bennetts fortolkning af Jasons 'Penthouse Serenade' i Ralph Burnes arrangement fra året derpå, kan man fastslå, at han på dette tidspunkt helt har fundet sig selv. Det er ganske ejendommeligt, at det skulle vare så længe, før Bennett også blev et navn for et større dansk publikum. Hans besøg i 1998 var hans første i Danmark. Jeg oplevede ham første gang omkring midten af 1960'erne i et Danny Kaye Show, hvor han, ledsaget af Tommy Flanagans trio, efterlod et uudsletteligt indtryk hos mig. Da jeg ved jazzfestivalen i Molde i 1966 bragte hans navn på bane over for tenorsaxofonisten Wayne Shorter, der dengang endnu var medlem af Miles Davis' kvintet, lyste han op i et smil og berettede, at Davis altid inviterede Bennett til at sidde ind, når denne var i lokalet. Flertallet af disse optagelser er nye for mig, og faktisk er jeg overrasket over, hvor fremragende så mange af dem er. Naturligvis er alle de store sangskrivere, Harold Arlen, Irving Berlin, Hoagy Carmichael, Duke Ellington, George Gershwin, Jerome Kern, Michel Legrand, Cole Porter, Richard Rodgers, Jule Styne, Alec Wilder og Victor Young smukt repræsenterede. Men der er ligeledes grund til at nævne langt flere. Eksempelvis Kurt Weill, hvis 'Lost In The Stars' og 'September Song' Bennett synger med en sjælden indlevelse, og Cy Coleman med 'It Amazes Me', 'The Best Is Yet To Come' og 'I Walk A Little Faster', alle med ord af Carolyn Leigh. Sange, som også en anden vokalist af usædvanligt format, Blossom Dearie, havde på sit repertoire. Og det var netop Dearie, der foreslog Bennett at synge 'Spring In Manhattan', en dejlig melodi, skrevet af endnu en knap så kendt komponist, Tony Scibetta. Selv regner Bennett sine duetter med pianisten Bill Evans som det fornemste, han har indspillet. Tre af dem, Leonard Bernsteins 'Some Other Time', Victor Youngs 'My Foolish Heart' og Jimmy Van Heusens 'But Beautiful', er taget med i denne samling. Optagelserne fandt sted i 1975, 25 år efter sangerens pladedebut, og de undgår ikke at bære præg af, at stemmen sine steder kan lyde noget slidt. Men det aldeles forunderlige er jo, at dette aldrig, end ikke i dag, har ført til noget problem for Bennett. For hvad stemmen måtte have mistet i overskud, har den til gengæld i sit mere skrøbelige udtryk vundet i inderlighed. Samlingens eneste nummer, der er medtaget i to versioner, er Hank Williams' 'Cold, Cold Heart' fra henholdsvis 1951 og 1970. Og bedøm selv, hvilken der er den mest gribende. Eller tag Charles DeForests 'When Do The Bells Ring For Me' fra 1989, hvor Bennett i sit foredrag bevæger sig fra det helt neddæmpede til det højt dramatiske og åbner for alle stemmens sluser, til trods for at den kun med nød og næppe kan bære det. Men hvor det netop er den for Bennett så karakteristiske kombination af den selverkendelse, der hører alderen til, og en uimodståelig ukuelighed, som virker så betagende. Til samme kategori hører George Gershwins 'They Can't Take That Away From Me' og Kurt Weills 'Speak Low' fra 1993 og Duke Ellingtons 'In My Solitude' og Jerome Kerns 'The Way You Look Tonight' fra 1997. Smukkere, mere indtrængende og overbevisende kan disse sange ikke synges, i alle tilfælde ledsaget af Ralph Sharons indlevende klaverspil. For slet ikke at tale om Ellingtons 'Sophisticated Lady', hvor det er violinisten Joel Smirnoff og guitaristen Gray Sargent, der leverer det fortræffelige akkompagnement. Og hvad der yderligere tilfører denne udgivelse værdi, er de glimrende noter, blandt dem Bennetts egne kommentarer til de enkelte numre, der i adskillige tilfælde former sig som små anekdoter.