I manges bevidsthed er saxofonisten Jan Garbarek den 'norskeste' af samtlige norske jazzmusikere. For det var jo netop ham, der skabte den lyd, man gerne forbinder med det udstrakte lands høje fjelde og øde landskaber. En lyd, der har fundet stærk genklang hos nye generationer af norske jazzmusikere og derfra har bredt sig yderligere. Men når det er sagt, må man tilføje, at Jan Garbarek også er den mest universelle af samtlige norske jazzmusikere. Den musiker, der har knyttet de fleste og stærkeste bånd til musikere fra andre lande og kulturer, og som på denne måde skabt en musik, der hæver sig over de grænser, der er bestemt ved deres nationale identitet. Helt for sig selv står hans samarbejde med pianisten Keith Jarrett i dennes skandinaviske kvartet, der også omfattede Garbareks landsmand, trommeslageren Jon Christensen og den svenske bassist Palle Danielsson. Dette samarbejde, der baserede sig på Jarretts kompositioner, førte til det yderst pudsige resultat, at afsmitningen fra Jarrett, både hans kompositioner og instrumentale udtryk, siden hen blev taget til indtægt for den såkaldte 'nordiske sound'. Det jeg især sigter til, er imidlertid mesterværker som 'Folk Songs' (1979) og 'Magico' (1980), hvor den norske saxofonist dannede trio med den brasilianske pianist og guitarist Egberto Gismonti og den amerikanske bassist Charlie Haden. Senere fulgte indspilninger, hvor Garbarek var i selskab med bl.a. den nordafrikanske oudspiller Anouar Brahem, den indiske violinist Shankar og dennes landsmænd tablaspillerne Zakir Hussain og Trilok Gurtu, den græske komponist Eleni Karaindru, der skrev musikken til flere af Theo Angelopoulos' film. På sin nye cd, 'In Praise Of Dreams', den første efter en pause på seks år, høres Garbarek sammen med to andre musikere, han tidligere - dog i hver sin sammenhæng - har spillet sammen med: den amerikansk-armenske bratschist Kim Kashkashian og den afrikansk-franske trommeslager Manu Katché. Som arrangør har Garbarek i rigt mål benyttet sig af elektroniske virkemidler, men de er brugt med en beherskelse, der på intet tidspunkt efterlader et indtryk af mekanik. Som komponist har Garbarek skabt en række temaer af forbløffende enkelhed. Ofte kun et motiv på få toner, der på en ejendommelig måde bygger bro mellem det folkloristiske og en senromantisk europæisk tradition. Det første bliver især fremtrædende, når Garbarek anvender sin sopransaxofon på en nærmest spillemandsagtig facon, det andet fremhæves i kraft af Kashkashians følelsesfulde, klangmættede bratschspil. Det kunne have ført til en musik, der helt og holdent var domineret af sin renfærdige skønhed og velklang. Når det bliver til mere, skyldes det Garbareks egen indsats. Og specielt på tenorsaxofonen, der er så rig i sin mangfoldighed af udtryk, fra det antydningsvise, det hviskende til det højstemte. Men frem for alt er det den rytmiske frigjorthed, Garbarek formulerer sig med, der giver musikken intensitet. I 'Knot Of Place And Time', et af cd'ens fineste indslag, er det i mødet mellem den i en vis forstand statisk virkende, men samtidig uhyre suggestive rytmik, bratschens med mellemrum opdukkende gentagelse af temaet og Garbareks fribårne tenorspil, at musikkens indre spænding giver sig til kende. Og lad mig ligeledes fremhæve de to overordentlig smukke stykker 'Scene From Afar' med sit lette latin touch og 'Iceburn', der har karakter af en halvt udfoldet hemmelighed.