Det ungdommelige, sødt smilende ansigt på forsiden af coveret narrede mig i første omgang. For det lignede ikke den Rosa Passos, vi hørte i Copenhagen JazzHouse for fire år siden og som ved den lejlighed viste sig at være en ret så moden kvinde. Også stemmen på cd'en klang betydeligt yngre, end jeg husker den, men kunne der måske være tale om en genudgivelse fra en tidligere periode af hendes karriere? Nej, heller ikke det var rigtigt, for optagelserne fandt sted for kun to år siden. Til gengæld er den glimrende pianist, Helio Alves, den samme som i København, og er man nået frem til et nummer som Jobims fabelagtige ballade 'Retrato em branco e preto', er der heller ingen tvivl længere. Fremført med en mageløs frasering, der fører bossa novaen tættere på jazzen, end man sædvanligvis oplever det, men uden at ofre det helt særegne udtryk, der alene er forbeholdt brasilianske musikere. Og som forklarer, hvorfor Rosa i sit hjemland kaldes Brasiliens svar på Ella Fitzgerald. Jeg kender ingen anden musik, der virker så forførende på mig som bossa novaen gør det i sin bundne lidenskab, i sin blanding af svalhed og varme. Og jeg mindes ikke, hvornår jeg senest har hørt en plade, der har været så dybt besjælet af denne følelse. For den giver sig ikke kun til kende i de fire kompositioner, som Jobim svarer for. Den er lige så fuldt til stede i Rosa Passos' fortolkninger af Consuelo Velazquez' 'Besame Mucho', i George Gershwins 'S'Wonderful' og i Charles Trenets 'Que reste-t-de nos amours', som Rosa Passos synger i duet med Henri Salvador. Heller ikke den mere løsslupne side af den brasilianske musik er imidlertid ladt i stikken. Her finder man den bl.a. i numre som Janet De Almeidas 'Pra que discutir com madame', Jayme Silvas 'O pato' og Rosa Passos egen 'Essa é p'ro joao'. Når cd'en gør så stærkt et indtryk, bør man ligeledes nævne den fremragende instrumentale indramning, der er kommet musikken til del. Grundstammen udgør Alves, bassisten Paulo Paulelli, trommeslageren Paulo Braga, perkussionisten Cyro Baptista og Passos selv med sin guitar. Og dertil kommer Jorge Caladrellis pragtfulde arrangementer for symfonisk besætning i tre numre og fornemme soloindsatser af tenorsaxofonisten Rodrigo Ursaia, klarinettisten Paco D'Rivera og cellisten Yo-Yo Ma.