Tanken slog ned i mig umiddelbart, da jeg hørte Chris Potter spille sin introduktion til cd'ens første nummer, '5.7'. Jamen, det er jo det det tætteste, nogen nulevende tenorsaxofonist kommer på Sonny Rollins! Ikke så meget, fordi noget af det, Potter spiller her, kan opfattes som et direkte citat. Men især på grund af alt det andet, han har til fælles med Rollins, og som i mine øren gør den nu 33-årige Potter til sin generations betydeligste tenorsaxofonist. For også Potter er en ægte historiefortæller. Og i besiddelse af en frodighed, der indimellem ligefrem kan forekomme vildtvoksende, når han lader de metriske strukturer i sit spil opløse sig. Hvad der imidlertid ikke opløser sig, er musikkens indre sammenhæng, fornemmelsen af en ubrydelig kontinuitet. Baseret på et spil, der på intet tidspunkt fortaber sig i mere eller mindre automatiserede akkordforløb, men insisterer på at lade sin fortælling udvikle sig fra øjeblik til øjeblik. Og lige så væsentligt er det smittende følelsesmæssige engagement, der bidrager til at forme Potters spil. Man kunne betegne det som hans 'instinktive' overblik. For uanset hvor lang en solo Potter kaster sig ud i, så opleves den aldrig som for lang. Det er historien i sig selv, der afgør, hvornår den er nået til vejs ende. Det er et par formidable aftener, der i december 2002 blev indfanget på jazzklubben The Village Vanguard i New York. Og det har kvartettens tre øvrige musikere, pianisten Kevin Hays, bassisten Scott Colley og trommeslageren Bill Stewart, ligeledes deres store andel i. Hays har fulgt Potter gennem mange år, og den dybe fortrolighed mellem de to musikere afspejler sig ikke mindst i en overmåde dristig fortolkning af Victor Youngs ballade 'Stella By Starlight'. Charles Mingus' svarer for 'Boogie Stop Shuffle', Stewart for førnævnte '7.5' og Potter selv for de resterende fire bidrag.