Jeg har måttet revidere min mening om tenorsaxofonisten Lars Møller, der som årets udvalgte danske musiker fik lejlighed til at samle et ensemble efter eget ønske, gælder det, at . For jeg var virkelig imponeret under selve koncerten. Det var et særdeles stærkt hold, som Møller med pianisten Geri Allen, bassisten Buster Williams og trommeslageren Billy Hart havde samlet omkring sig. Og Møller formåede med sit autoritative spil at tage denne udfordring op. Det lød bragende flot. Men det er ikke alt, der holder til et genhør, til trods for at alle kvartettens medlemmer er oppe på mærkerne. Allens 'Daybreaking Dreams' former sig som en vandring fra akkord til akkord, hvor de mange toner hober sig op uden at fortælle særlig meget, og Møllers 'Blue Skies In Kamchatka' bliver til et af disse modale hængepartier, hvor den voldsomme ekspressivitet, han lægger for dagen, snarere synes styret af hjernen end af hjertet. Cd'ens sande beholdning er de øvrige tre indslag. Strengt taget er der heller ikke meget kød på Allens 'Laila's House', men ikke mindst den rytmiske interaktion imellem de fire holder spillet gående. Endnu vildere går det til i en umådelig dristig fortolkning af Bronislav Kapers 'Invitation', hvor man skal holde ørene stive for ikke at miste fodfæstet under Møllers solo. Til gengæld kan man føle sig helt tryg i en fornem udgave af Møllers ballade 'Bacharach', hvor Allen er hovedsolist, mens Møllers selv tegner sig for den smukke coda.