Sin adgang til jazzscenen skaffede Metheny sig ved at opsøge vibrafonisten Gary Burton, der hurtigt blev overbevist om dennes talent og inkorporerede ham i sin daværende kvartet som anden guitarist ved siden af Mick Goodrick. De høres da også begge, både tilsammen og hver for sig, i Burtons udvalg af numre. Hvad der overrasker mig i forbindelse med dette, er, at det - bortset fra Carla Bleys 'Dreams So Real' og 'Syndrome' (med en flot Metheny-solo) - er de yngste indspilninger, hvor guitaristerne var afløst af en pianist, Makoto Ozone, og en saxofonist, hhv. Jim Odgren og Tommy Smith, der hævder sig stærkest. Det har noget med temaernes bærekraft at gøre, for i modsat fald kan Burtons spil let fortabe sig i tonerækker uden megen melodisk substans. Til gengæld byder Charles Mingus' 'Duke Ellington's Sound og Love', Steve Swallows genistreg 'Ladies In Mercedes', Ozones 'La Divetta' og endnu en version af 'Syndrome', nu med Burton på marimba, på fremragende spil fra alle implicerede.