Gospelrødder

På glatis. Etta Cameron er gospelsangerinde af format. Til gengæld magter hun ikke de renlivede jazznumre. - Foto: Hanne Boock
På glatis. Etta Cameron er gospelsangerinde af format. Til gengæld magter hun ikke de renlivede jazznumre. - Foto: Hanne Boock
Lyt til artiklen

Umiddelbart skulle man måske ikke synes, at en kombination af en gospelsangerinde og et stort jazzorkester ville være nogen oplagt idé for et pladeprojekt. Men mødet mellem Etta Cameron og Radioens Big Band har nu alligevel resulteret i en cd, der byder på en god del høreværdig musik. Og det skyldes netop Camerons rødder i gospelmusikken. I et par deciderede jazznumre, 'Lady Be Good' og 'Yardbird Suite', er hun på glatis. Her kommer hun til kort, både hvad stemmen og hendes frasering betræffer. Til gengæld generer det mig ikke, at hun i sine patetiske fortolkninger af 'verdslige' sange som 'For Once In My Life' og 'Someone To Watch Over Me' tillader sig at gå til yderligheder. For uanset hvad man måtte mene, så er der ikke desto mindre format over hendes foredrag. På den positive side tæller også en række glimrende arrangementer. Ray Pitts' af Duke Ellingtons 'Come Sunday', Butch Lacys af John Hyatts 'Have A Little Faith In Me' og Vincent Nilssons af Marvin Gayes 'What's Going On', for at nævne nogle af de bedste. James Taylors 'Shower The People' er cd'ens mest trivielle indslag, og i Carole Kings 'You've Got A Friend' er det Lars Møllers tenorsaxofon, der holder liv i musikken. I et par numre høres også Toots Thielemans på mundharmonika, uden dog at gøre meget væsen af sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her