»Sjældent er jeg blevet overrasket så glædeligt, som da Creme Fraiche i 1976 havde sin premiere i Montmartre. I sig selv var det en kolossal bedrift at samle et 19 mand stort orkester (uden at kunne stille musikerne noget økonomisk udbytte i udsigt) og at komponere og arrangere et helt repertoire, som dets leder, Lars Togeby, havde gjort det. Men jeg havde ikke forestillet mig, at selve mødet med musikken ville have åbenbaringens karakter. De tre store orkestre, som jeg oplever Creme Fraiche nærmest beslægtet med, er Dizzy Gillespies første store efterkrigsorkester, Stan Kentons og Gil Evans'. Det, som forener dem, er en visionær kraft, der især kommer til udtryk på det klanglige plan, men som alligevel fornemmes som et dybereliggende lag i musikken«. Det var et par uddrag af den anmeldelse, jeg skrev i 1979, da lp'en med Creme Fraiche udkom. Og når man hører musikken i dag, så står dens kvaliteter stadig frem. Suset fra det store ensemble, når det udfolder sig i al sin vælde og mangfoldighed af klangfarver, Togebys evne til at skabe forløb, der til trods for tempo- og stemningsskift bevarer deres organiske sammenhæng, og musikernes evne til at realisere Togebys intentioner så fuldgyldigt. Helt uden svage punkter er pladen dog ikke. I nogle numre indskrænker musikken sig i for høj grad til vandringer fra akkord og akkord. Og selv om man kan synes, at trompetisten Tim Hagans' spil tager sig flot ud, så bygger det - nu som før -strengt taget på de samme fraser, uanset hvad grundlaget måtte være.