Det har aldrig været ved stemmens velklang, men ved den insisterende styrke, hun formåede at lægge i sit foredrag, at Abbey Lincoln markerede sig som den enestående sangerinde, hun fortsat er, til trods for at hun for længst har passeret de 70 år. Problemet er bare, at hun også insisterer på at synge sine egne sange, som hun både sætter musik og ord til, og skønt de kan være kønne hver for sig, så er de så ensartede, at de ikke tåler at blive hørt på stribe. Det præger også hendes seneste cd, hvor hun ellers er i gode hænder hos pianisten Kenny Barrons trio og saxofonisten Julien Lourau som en glimrende solist, hvorimod et symfonisk ensemble med masser af strygere får lov til at spille en for dominerende rolle. En ujævn udgivelse, der dog i Hoagy Carmichels 'Skylark', Cedar Waltons 'The Maestro' og Abbey Lincolns egen 'They Call It Jazz' ligeledes rummer fremragende indslag.