1970, 1986 og 2003 er årstallene for disse indspilninger med klarinettisten Jørgen Svare, der - for de to førstnævntes vedkommende - påkalder sig mere end almindelig interesse. For de beskriver ikke blot en musikers udvikling, men de skildrer også de overgangsfaser mellem forskellige stilopfattelser, der ikke så sjældent byder på noget af den mest spændende musik. Man kunne blot nævne Ornette Colemans tidligste produktion, der i dag danner inspiration for så mange yngre musikere. For Svares vedkommende er det i overgangen mellem New Orleans-traditionen og swingmusikken, tingene sker. Indtil 1985 var han medlem af Papa Bues Viking Jazzband, og i de otte optagelser fra 1970 med en kvartet, der også omfatter pianisten Jørn 'Jønne' Jensen, bassisten Jens Sølund og trommeslageren Knud Ryskov Madsen, er Sidney Bechet og George Lewis åbenbare inspirationskilder for Svare. Hvilket bl.a. resulterer i to så fine numre som Bechets 'Si tu vois ma mère' og Svares egen 'Nicks Blues', der efterfølges af et ligefremt swingorienteret indslag som Jensens 'Copenhagen Jump'. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at ånden fra New Orleans heller ikke senere hat sluppet sit tag i Svare, selv om også en stærk påvirkning fra Edmond Hall melder sig i trio-optagelserne fra 1986 med en ung, sprudlende Søren Kristiansen ved pianoet og Leif Johansson på trommer. Balancen de tre instrumenter kunne være bedre, men ikke mindst numre som 'Wild Cat Blues' og 'Dardanella' swinger ganske forrygende. 'Jazz Airs', som Svare har indspillet i Island sidste år i selskab med guitaristen Bjørn Thoroddsen og bassisten Jon Rafnsson, er, hvad man kan betegne som en yderst velplejet produktion. Så velplejet, at musikken i flere tilfælde tangerer det kedsommelige. Det kan måske i nogen grad tilskrives, at der er benyttet overdub, idet Thoroddsen samtidig høres på rytmeguitar og som solist, og under de givne omstændigheder kommer Svare aldrig for alvor ud af busken, men nøjes med at præsentere sin kønne tone på instrumentet. Så er der alligevel mere spræl i Thoroddsen, der jo oprindeligt er vokset op med beboppen, men her - om end med vekslende held - i passager både søger tilbage til Django Reinhardt og tilstræber et nutidigt, elektronisk farvet udtryk.