Tænk, at det allerede er over tyve år siden, Keith Jarrett dannede sin trio sammen med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette. Dengang følte Jarrett det som en befrielse igen at have fast grund under fødderne og at kunne lade sig inspirere af de eviggrønne standardmelodier efter at have udtømt sig i sine frit improviserede klaverkoncerter. Og efter et par behjertede og utvivlsomt nødvendige, men musikalsk knap så givende forsøg på at vække denne metode til live igen (denne gang dog i triosammenhæng) med cd'erne 'Inside Out' i 2000 og 'Always Let Me Go' i 2001, er Jarrett igen vendt tilbage til det velkendte materiale i en optagelse fra sidste års jazzfestival i Juan-les-Pins. Koncerten foregik udendørs, og det afspejler sig i et mere forgrovet klangbillede, der i nogen grad går ud over Jarretts ellers så klare anslag. Det er imidlertid hurtigt glemt, for endnu en gang er vi vidne til et klaverspil, der ikke har sin lige i dagens jazz. Fuldstændig ubesmykket med afsæt i beboppen, men renset for enhver antydning af det klichéagtige og fraseret med en rytmisk overskudsfornemmelse, der får hver tone til falde på præcis den plads, hvor den gør dybest indtryk. Og når Jarrett kan blive ved og blive ved, kor efter kor, uden at det opleves som for vidtstrakt, så er det, fordi enhver af hans soli danner en sammenhængende fortælling, som får lagt grunden allerede med de første toner. Det absolutte mesterværk i så henseende er denne gang 'Some Day My Prince Will Come'. Og skulle jeg fremhæve endnu et stykke, så er det John Lewis' genistreg af en blueskomposition, 'Two Degrees East, Three Degress West', hvor det netop er enkelheden i Jarretts spil, der får musikken til at stå så stærk.