I modsætning til sin gamle kapelmester Miles Davis, der kun nødigt så sig tilbage, har saxofonisten Wayne Shorter intet imod at bygge videre på erfaringer, han tidligere har gjort sig. Og fortiden bliver ganske rigtigt yderst levende på hans nye cd, den første studieindspilning, han har foretaget i otte år. Det pudsige er, at det ikke gælder titlerne 'Orbits' og 'Capricorn', som Shorter allerede har benyttet, mens han i 1960'erne spillede med Davis, idet der i denne omgang er tale om helt nye kompositioner. 'Capricorn' har da også fået hæftet et efterfølgende 'II' på sig. Derimod ligger et nummer som 'Sacajawea' åbenbart i forlængelse i den musik, Shorter skabte på lp'en 'Atlantis' fra 1985. Her er Shorter ledsaget af sin faste rytmegruppe, pianisten Danilo Perez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade, mens han selv benytter sig af overdubs. I en række andre numre anvender Shorter større ensembler i varierende instrumentkombinationer på en måde, der tydeligvis står i gæld til Gil Evans. Mest påfaldende i sit arrangement af Leroy Andersons 'Serenata', hvis man husker Evans' bearbejdelse af Kurt Weills 'Barbara Song' på lp'en 'The Individualism of Gil Evans' (1954), hvor netop Shorter stod i den centrale rolle. Også den nye cd udmærker sig ved det fint integrerede sammenspil mellem Shorter som solist og ensemblerne i et udsøgt repertoire. Selv har han tegnet sig for fem bidrag, og blandt de øvrige fem finder man foruden 'Serenata' også Milka Himel-Joao Spraljas 'Vendiendo Alegria' og Villa-Lobos' 'Bachianas Brasileiras No. 5'. I sidstnævnte er det dog dirigenten Robert Sadin, der svarer for arrangementet, hvor også cellisten Charles Curtis yder en fornem indsats. Og hvad skal man så mene om Shorters saxofonspil? I 'Serenata' fletter hans sopran sig overmåde smukt ind og ud mellem træblæsere og en enkelt cello, men når han i dens højeste register lader klangen slå over i det hysteriske, kan jeg ikke frigøre mig for den tanke, at der er noget påtaget ved det. På tenoren formulerer Shorter sig anderledes tvetydigt, for ikke at sige foruroligende i sin særegne vekslen mellem det antydningsvise og det insisterende. Prøv at høre hans spil i 'Capricorn II'. Det kan man ikke forblive uberørt af.