Og ikke mindst i sin indledende del, med Clausen selv ved flyglet og Nicolai Schultz' smukt syngende fløjte, derefter det fulde ensembles entré, præsentationen af det gennemgående motiv og et højdepunkt i Tomas Francks storslåede tenorsolo, tegner det overmåde løfterigt. For her findes en åbenhed, som jeg synes går tabt senere. Til trods for, at Clausen i rigt mål demonstrerer sine evner som en farverig instrumentator, og orkestret yder sit ypperste under Helge Albins ledelse, kryber fornemmelsen af, at tiden føles lang, ikke desto mindre ind på mig. Derimod er der ingen vanskeligheder med at fastholde interessen i de tre kortere numre, Clausens egne 'Oktober nat' og 'Moon Boots' samt hans arrangement over Bill Evans' 'Time Remembered'. For her er der fuld overensstemmelse mellem det tematiske indhold og den symfoniske form, som Clausen med mesterlig hånd har iklædt det, i en progressiv udvikling, hvor de talrige raffinerede detaljer og en række fornemme soloindsatser samler sig i de smukkest tænkelige helheder. Og er der en enkelt indsats, som fortjener at blive fremhævet på særlig vis, så er det Mona Larsens dybt betagende sang i 'Time Remembered'. Et værk, som man kunne ønske, at det havde været Bill Evans forundt at opleve i denne version.