Det må have været en enestående oplevelse at følge disse optagelser, der strakte sig over to dage, og hvor Liebman blev ledsaget af to forskellige, men lige formidable grupper, dog med oboisten Caris Visentin som genganger i dem begge. Den første med Jim McNeely, piano, Eddie Gomez, bas, og Adam Nussbaum, trommer. Den anden med Jim Beard, synthesizer, Mark Egan, bas, og Bob Moses, trommer. Ingen anden sopransaxofonist spiller sit instrument med en så brændende intensitet som Liebman. En intensitet, der undertiden ligefrem kan slå over i det selvfortærende. Det, der får numre som 'Joy' og 'Mr. Day' til at swinge så uimodståeligt, er imidlertid netop, at Liebmans spil ikke skrider ud. Omvendt mener jeg ikke at have hørt Liebman udtrykke sig så neddæmpet, som jam her gør det i disse svimlende smukke versioner af 'Crescent' (med mageløst spil af Gomez), 'After the Rain' og 'Dear Lord'. Og hvis jeg i sidstnævnte tilfælde skulle beskrive den afgørende forskel på Liebmans og Coltranes oprindelige udgave, så ligger den deri, at Liebman i modsætning til Coltranes spirituelle budskab skildrer den jordiske tilværelses skønhed.