Et vanskeligt spørgsmål at besvare, idet alderen i visse tilfælde også kan fremkalde kvaliteter, der ikke tidligere har gjort sig så stærkt mærkbare. Frank Sinatra blev unægtelig for længe ved i sin tilkæmpede machoattitude, hvorimod Tony Bennett fortsat kan forsvare sin position, netop fordi han har gjort skrøbeligheden til en del af sit kunstneriske udtryk. Og noget lignende kan siges om Rosemary Clooney, der døde i år, 74 år gammel. The Last Concert er optaget på Hawai 11. november 2001, hvor hun bliver ledsaget af et jazzensemble, Big Kahuna and The Copa Cat Pack, plus Honolulu Symphony Orchestra, og det indledende, rent instrumentale medley kunne godt vække bange anelser. Men så kommer Rosemary Clooney selv ind på scenen, og nået til sin fjerde sang, Harold Arlens Happiness Is Just a Thing Called Joe, må jeg overgive mig totalt. Sådan er der ikke længere nogen, der kan synge i dag. I den efterfølgende, Fred J. Coots You Go to My Head, bliver den unge pige i hende helt nærværende, samtidig med at foredraget også afspejler et langt livs erfaringer. Hendes trommeslager gennem mange år, Joe Cocuzzo, har skrevet The Singer, en hyldest til Sinatra, der fører direkte ind i en fremragende udgave af George Gershwins They Cant Take That Away from Me, og så slutter hun med Irving Berlins God Bless America, uden falsk patos, men båret af, hvad man kunne betegne som ægte sentimentalitet.