Skulle man sammenligne ham med sine danske kollegaer, så er det hverken Svend Asmussen, Finn Ziegler eller Kristian Jørgensen, han påminder om, men Søren Christensen, hvis fine musikalitet og swingfornemmelse kompenserede for en noget mangelfuld teknik. Heller ikke Kvernberg fører altid sine strøg lige smukt igennem, og han kan tilmed lyde lidt 'sjusket' i sine fraseringer. Umiddelbart er det derfor i de mere magelige mellemtempi som i 'Sweet Lorraine', Raneys 'Rolf's Hideaway' og Nobles 'The Touch of Your Lips', hans spil kommer bedst til ret. Men det mærkelige er, at man også bliver fanget ind af hans spil i ballader som Chaplins 'Smile' og Mancinis 'Days of Wine and Roses', hvor det, der først forekom som en skrøbelighed, vender sig til en styrke. Med andre ord er der tale om en plade, man bliver mere og mere glad for, jo mere man lytter til den. Og det har både Raney og Raknes deres betydelige andel i.