Blake, der netop er udpeget som af kandidaterne til næste års Jazzpar-pris, lever helt op til sit renommé som et af de mest bemærkelsesværdige navne i den unge generation af tenorsaxofonister, og ved siden af hans overdådige spil kan Engells indsatser ikke undgå at tage sig mere spagfærdige ud. Men det skal siges, at i forhold til det noget forcerede præg, der kendetegnede hans spil tidligere, har det udviklet sig fint i takt med den ro og enkelhed, der kendetegner det nu.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























