I sidste måned spillede han med bassisten Niels Præstholm og trommeslageren Kresten Osgood i Copenhagen JazzHouse ved en koncert, som jeg ikke overværede. Og næsten samtidig udkom også en cd med trioen, der netop åbner de døre til musikken, som en enkelt aflytning ikke i samme omfang giver mulighed for. Der er nemlig tale om en fremragende udgivelse, der - takket være den udfordring, som Præstholm og især Osgood byder Nørbo - afdækker helt nye sider hos ham. Når jeg ovenfor har beskrevet ham som en outsider, så er det, fordi Nørbo har meget til fælles med en anden pianist, som denne karakteristik har gyldighed for. Nemlig Paul Bley. Som Bley praktiserer Nørbo et spil, der på én og samme gang er bundet til konventionerne - og gør oprør imod dem. Og som Bley formår Nørbo at gennemføre det med en kontrolleret lidenskab, der fastholder grebet om det motiv, der danner musikstykkets kerne. Det kan man opleve i Osgoods 'Smiling Billy Higgins' og - endnu stærkere udfoldet - i Nørbos 'De baglæns fornemmelser'. Cd'en giver imidlertid ligeledes flere eksempler på et helt ligefremt swingende spil som i Nørbos to fine valsetemaer 'Valse Douce' og 'Dedikeret', hvor tilegnelsen meget vel kunne være tiltænkt den 'tidlige' Bill Evans.