Hører den svenske barytonsaxofonist nu også hjemme i dette selskab? Ja, han gør. For det første var jazzen i 1950'erne, da Gullin havde sine mest frugtbare år, endnu en musik, der blev spillet i folkeparkerne til et dansende publikum. Og havde man sat ord til hans kompositioner, så kunne flere af dem også være blevet til regulære slagere. Det bemærkelsesværdige er, at Gullin skrev disse melodier, inden der gik sport i at grave i hjemstavnens kilder. Selv når han byggede dem over harmonistrukturer fra amerikanske standards, røber melodikken den helt specifikke Gullinske tone, der på en sær måde udtrykker både vemod og optimisme. Og omvendt mistede musikken heller aldrig sin dybe forankring i jazzens kerne, selv når den klang mest 'svensk'. I hvert fald gør den det ikke på denne cd, hvor den spilles af tenorsaxofonisten Bernt Rosengren, pianisten Lars Sjösten, bassisten Palle Danielsson og trommeslageren Fredrik Norén. Det er Sjösten, Gullins samarbejdspartner gennem mange år, der blandt Gullins over 120 kompositioner har udvalgt disse mere eller mindre kendte 19. Kun få af stykkerne overskrider en spilletid på fire minutter, men netop denne koncentration fremhæver også de enkelte stykkers individuelle karakter i den prunkløse, men så meget desto mere indtrængende fremføring, der kommer dem til del. Fra den spøjse 'Blue Mail' over den frisk swingende 'Igloo' til de smerteligt smukke 'Gabriella' og 'Danny's Dream', som ingen anden end Gullin kunne have skabt.
Med national egenart
Lyt til artiklen
