Om de har samme oplevelse, når de hører musikken i dag, er jeg ikke så sikker på. Lovanos store force er den højt udviklede rytmiske smidighed, han fraserer med. Han kan ligge foran taktslaget og drive på. Og han kan hænge bagefter. Derfor gælder det for rytmegruppen om at stå imod, så spændingen ikke blot kan bevares, men ligefrem intensiveres. Og det er på dette punkt, at det mod slutningen af 'Lonnie's Lament' går galt. Især Thigpen kan undertiden være alt for villig til at følge i hælene på solisten og parallelisere sit spil med hans, hvor en kontrast ville have været af stærkere virkning. Når jeg nævner dette, er det ikke så meget som en kritik som for at anskueliggøre et problem. Når alt kommer til alt, er der tale om en ganske fremragende plade. I Thigpens 'Sweet Mama' og 'Like Blues' og Bodilsens 'Hello Joe' swinger trioen netop med den sejhed, der sætter Lovanos tidløse spil i relief. Et spil, der i hans egen 'Emporer Jones' og Billy Strayhorns 'Chelsea Bridge' får mig til at tænke på de store swingtenorer, og som i hans frirytmiske 'Impressionistic' udfylder den åbne form til fuldkommenhed. For også Thigpen og de to danske musikere har deres helt uundværlige andel i, at Lovano trives så umådeligt godt.