Til gengæld kan det siges, at den melodilinje, som Guyonnet i 'Pick-a-Boo' har kreeret over Churchills 'Someday My Prince Will Come', har sin egen fine karakter. Det vigtigste er imidlertid, hvordan de to musikere udnytter dette materiale, og det gør de faktisk strålende. Man kan indvende, at temaet i 'Ohad' repeteres til grænsen af irritation, og at Konitz' bittersøde tone især på sopranen kan slå over i det grelle. Men i de bedste numre (og det er flertallet) er sammenspillet mellem Konitz og Werner præget af en enestående opfindsomhed og lydhørhed, der også gælder musikkens emotionelle udtryk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Han døde i et bilbombeattentat i 1972. Men hans tekster er uhyggeligt aktuelle
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























