Den store og feterede pianist Keith Jarrett har for længst skrevet musikhistorie med sine solokoncerter, hvor han uden forberedelse sætter sig til tangenterne og lader øjeblikkets intuition lede sig i frembringelsen af improviserede solostykker. Denne disciplin har han dyrket siden begyndelsen af 1970’erne med visse pauser undervejs. Ikke mindst i de senere år, hvor en større forudsigelighed har sneget sig ind i hans berømte standardtrio, har solokoncerterne været hans væsentligste kunstneriske udtryksform: det sted, hvor Jarrett for alvor har skabt sin egen originale musik. En nye kreativitet Som det er dokumenteret på hans seneste soloplader fra og med ’Radiance’, indspillet i 2002, har Jarrett formået at bringe nyt liv til formlen.
For hvor han i mange år var berømt for sine ofte mere end halve timer lange »epic journeys into the unknown«, som han selv næsten højstemt har kaldt dem, så kørte han også død i dem og har i de senere år bevidst søgt at splitte sine improvisationer op i mindre bidder. Hvor banalt det end lyder, har det haft en voldsomt kreativ effekt på Jarretts musik.
