Pop, rock og klassisk har deres plads i jazzen. Det er ikke nogen nyhed. Populær musik som musicalsange har altid dannet fundament for den improviserede jazz, og ’with strings’ er en kendt disciplin. Så det er i grunden bare dybt organisk, når amerikanske Brad Mehldau trækker på moderne pop- og rockidiomer og samtidig supplerer sin jazztrio med klassisk symfoniorkester. Brad Mehldaus nye album er sangbart såvel som symfonisk. Hovedpersonen har selv skrevet alt materiale på en dobbelt-cd, hvor hans trio, suppleret med saxofon og symfoniorkester, nærmest svælger i det rolige og sangbare.
Enkel ørehænger
Et stilfærdigt, bredt og favnende flow bærer numre som den indledende ’John Boy’ – for til sidst at svulme over alle bredder i tvillingenumrene ’Always Departing’ og ’Always Returning’.
Tenorsaxen tager Joshua Redman sig af. På tør, men udpræget lyrisk vis.
Hans tone er på én gang vandig og samtidig syngende. Et popskønt nummer som ’Sky Turning Grey’ er en smeltende enkel ørehænger fra trioen og Redman, og man kan glæde sig til, at saxofonisten på tirsdag spiller i Copenhagen JazzHouse med sin egen dobbelttrio.
Trang til Stravinsky Faktisk er det kun Brad Mehldau selv, vi må undvære under de kommende ti dages jazzfestival. Også bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard fra Mehldaus trio dukker op i Copenhagen JazzHouse – de skal spille trio med saxofonisten Marc Turner under navnet Fly – og på Mehldaus nye cd kan man nyde Ballards præcist pumpende trommespil, der her suppleres og til tider afløses på beslægtet vis af Matt Chamberlain.
