Der er altså tale om 'free jazz'. Men vel at mærke ikke 'free form jazz'. For det, der allerede dengang hævede Jarrett over de mange, der fulgte i hans spor, var den indbyggede sans for form, der i de bedste stunder fik hans improvisationer til at fremstå med en kompositions helstøbthed. Jarrett henviser selv til denne egenskab, når han i sine noter taler om, at musikken »pludselig former sig selv«. I andre dele af musikken, navnlig i de stærkt rytmisk betonede sekvenser, skaber Jarrett på stedet sine egne temaer, hvor strukturen - såvel med hensyn til taktinddeling som til harmonik - står helt klar. Og ikke så sjældent med relation til bluesformen. Den rige melodiske fylde, der kendetegner især trioens balladespil på de tidligere cd'er med standards, oplever man kun i ekstranumret, Victor Youngs 'When I Fall in Love'. Og selv om ikke alt det øvrige tåler at blive vejet på guldvægt, så er Jarrett en så betydelig musiker, at man også følger denne fase i hans udvikling med dyb interesse.