Ganske vist synger hun fortsat fortrinsvis sit gamle repertoire af standards, men i skarp modsætning til hendes danske trio, der spillede på et yderst ordinært niveau, så formulerer den norske kvartet, der ledsager hende nu, sig med et raffinement, der ikke så sjældent - både i melodisk og harmonisk henseende - ligefrem slår over i det forskruede. På denne måde er Majkens vokale udtryk ikke altid i overensstemmelse med akkompagnementet. Dertil kommer, at bassisten Jens Fossum dyrker den norske specialitet, som går ud på, at tonen først får vægt længe efter, at den er anslået. Hvilket - i forening med Torsteins Ellingsens slaskede trommespil - kan få det rytmiske fundament til at skride. Men når alt dette er sagt, står der alligevel tilbage, at cd'en slet ikke er uinteressant. Der er numre og sekvenser, hvor den ukonventionelle tilgang til velkendte melodier absolut giver bonus og hvor Georg Reiss, på sopransaxofon og klarinet, og pianisten Anders Adrum markerer sig som begavede solister. Og skønt Majken selv ikke kan sige sig fri for visse stemmemæssige og sproglige problemer, så synger hun med en uforfærdethed, hvis kerne er en ægte jazzfeeling.