Og som vel at mærke forstod at formidle det musikalske budskab lige overbevisende i begge funktioner. Men det er netop, hvad Carsten Dahl kan. Det springende punkt er altså selve budskabets validitet. Og hvad det betræffer kan jeg godt have mine tvivl vedrørende den nye cd, Dahl, Andersen og Heral har begået. Efter adskillige aflytninger er det fortsat mit indtryk, at den tålmodighed, man selv må mobilisere for at komme musikken i møde, ikke bliver belønnet i tilstrækkeligt omfang. Den kraftige rumklang, der er benyttet, har jeg det heller ikke godt med, idet den forlener musikken med et skær af noget på én gang anmassende og ufrisk. Er det ECM-syndromet, der slår igennem her? Størst beholdning har jeg ubetinget af Dahls meget Jarrett'ske 'Escapes', for her er både den substans og den kropslighed, der får musikken til at leve som en fælles organisme.
Uden belønning
Lyt til artiklen
