Begge er kønne temaer, men skal man alligevel rejse en form for kritik imod denne cd, så er det netop, at den kører lidt for meget i vante spor. Og det gælder i endnu højere grad de to numre i roligt tempo, 'Witnessing' og 'The Wounded Healer Can Heal', der ligeledes er nært beslægtede i deres mildt elegiske tonefald. Jeg kunne efterhånden godt tænke at høre denne begavede pianist tage fat i nogle af jazzens klassiske ballader til en afveksling. Det betyder dog ikke, at cd'en ikke byder på fremragende triospil. Mens det for andre komponerende jazzmusikere ofte kan være umådelig svært at løsrive sig fra deres egne værker (hvilket gerne fører til uendelige gentagelser), så er der næsten noget skødesløst ved den måde, hvorpå Jansson introducerer sine temaer. Det føles, som om det er musikken, der opsøger ham - og ikke omvendt. Og den glæde, han føler ved det, deler han med os. Ikke mindst 'Succes-Failure' og 'Just Being' er pragtfulde numre, men allerbedst synes jeg om 'Fred', hvor Janssons gnistrende klaverspil bliver løftet eminent af Lars Danielssons uimodståeligt fremaddrivende bas og Anders Kjellbergs spændstigt pulserende trommer.
I vante spor
Lyt til artiklen
