Patricia Barbers cd repræsenterer i denne henseende topmålet af idioti. For mens denne pianist og sangerinde på sin forrige cd, 'Nighclub', udelukkende helligede sig et repertoire af velkendte standards, så afslører hun sig på den nye, 'Verse', som en songwriter af betydeligt format, hvis tekster man gerne ville have kunnet tyde på skrift. Men uanset dette opfylder Barber alle betingelser for at blive genstand for kultdyrkelse. For hun er netop i besiddelse af denne særlige egensindighed, der befordrer den. Megen melodisk variation er der ikke i hendes sange, der kredser omkring sig selv. Selve foredraget, der er ganske stilfærdigt, men så meget desto mere udtryksfuldt, nærmer sig recitativet. Men hun har også noget med at lade enkelte konsonanter ramme os som piske-smæld, og mens denne metode på 'Nightclub' godt kan fremstå som maner, så virker den som helt overbevisende og velmotiveret i denne sammenhæng. Yderst diskret, men uhyre effektfuldt er ligeledes akkompagnementet, som hun selv, guitaristen Neal Alger, bassisten Michael Arnopol og trommeslageren Joey Baron svarer for. I nogle numre medvirker også trompetisten Dave Douglas, som jeg ikke tidligere mindes at have hørt så meget til sin fordel som her.