Jeg vil ikke nægte, at min umiddelbare reaktion var en smule skuffelse, da jeg første gang lyttede til denne cd. For det var ikke sådan, jeg huskede det, da jeg sidste efterår hørte saxofonisten Bob Rockwells kvintet spille Alec Wilder-melodier i Copenhagen JazzHouse. Musikken ville slet ikke lette på samme måde som til koncerten. Især skyldtes det Marc Davis' basspil, der indtager en langt mere fremtrædende plads i lydbilledet. Ikke blot forekom det tungt, men det ligger også sent i forhold til beatet, hvad der ikke just får inspirationen mellem Davis og trommeslageren Karsten Bagge til at gnistre. I visse numre syntes musikken nærmest at stampe sig vej frem, og dette indtryk forstærkedes af, at den for det meste holder sig inden for et særdeles behersket mediumtempo. Men heldigvis kan det jo hænde, at musikkens dybereliggende kvaliteter trænger stærkere og stærkere igennem, jo flere gange man lytter til den. Og det skete netop i dette tilfælde. Det må have været som at dykke ned i en skattekiste, da Rockwell ved noget af et tilfælde fandt frem til disse Wildermelodier. For denne knap så hyppigt omtalte amerikanske sangskriver er en både begavet og personlig komponist. Bedst kendt er nok hans 'Moon and Sand' og 'Lady Sings the Blues'. Sidstnævnte byder på overmåde smukt tenorspil af Rockwell i sin forening af virilitet og lyrisme, men det gælder i det hele taget, at solospillet også for trompetisten Mårten Lundgrens og pianisten Kasper Villaumes vedkommende gennemgående er af høj klasse. Ikke mindst Lundgren kan udvise en forfriskende dristighed med et spil, der hverken viger tilbage for at stræbe til vejrs eller lodde dybder.