Omhu kendetegner Blue Notes genudgivelsesprojekt 'The Rudy Van Gelder Edition', der ud over at bringe de oprindelige noter også sætter musikken i et nutidigt perspektiv. Og i de tilfælde, hvor det har været muligt, har man suppleret cd'en med alternative optagelser fra de samme sessions. Hvad disse genudgivelser ligeledes gør klart, er, at pladeselskabets legendariske betydning i første række er motiveret i dets produktion fra 1950'erne, hvor navne som Sonny Rollins, John Coltrane, Horace Silver, Art Blakey og Bud Powell var hos Van Gelder i hans berømte studie i Hackensack, New Jersey. Dermed er dog ikke sagt, at selskabet udelukkende udgav mesterværker. På cd'en 'The Scene Changes' fra 1958 med pianisten Bud Powell, bassisten Paul Chambers og trommeslageren Art Taylor lyder Powell ganske veloplagt, og navnlig i de hurtigste tempi er der god flugt over spillet. Men samtlige numre, alle komponeret af Powell, er mere eller mindre bygget over samme læst, og også den omstændighed, at Powell begrænser sig til ganske få tonearter, forstærker indtrykket af monotoni. Vil man opleve Powell på højden af sin kunst, så kan man finde ham i serien 'The Definitive ...', der er blevet til i samarbejde mellem Blue Note og Verve. For disse 13 optagelser fra årene 1947-1953 gælder det virkelig, at seriens titel er fuldt berettiget. Ved siden af en række fremragende trionumre, blandt dem den helt usædvanlige 'Glass Enclosure' og den i en vis forstand beslægtede version af Vernon Dukes 'Autumn in New York' samt soloklaverstykker som 'Hallucinations' og 'Dusk in Sand', rummer cd'en de to mageløse kvintetnumre 'Dance of the Infidels' og 'Bouncing with Bud' fra 1949 med trompetisten Fats Navarro, den kun 19-årige Sonny Rollins på tenorsaxofon og uforlignelige Roy Haynes ved trommerne. Har man hørt dem én gang, vil man aldrig kunne glemme dem. Det varede ikke længe, før Rollins var tenorsaxofonens ubestridte førstemand, og det kan cd'en 'Sonny Rollins: Volume One' fra 1956 tjene som et udmærket eksempel på. I selskab med trompetisten Donald Byrd, pianisten Wynton Kelly, bassisten Gene Ramey og trommeslageren Max Roach kommer Rollins' virile tenor fint til udtryk. Mere overraskende er den smukke inderlighed, som Rollins lægger for dagen i balladen 'How Are Things in Glocca Mora', når man tænker på, hvor vrængende Rollins siden hen kunne forholde sig til melodier af denne type. Få år senere var det John Coltrane, der havde overtaget Rollins' trone. Tenorsaxofonisten gennemgik indtil sin død i 1967 flere faser, både som menneske og musiker. Groft udtrykt fra verdslig blues til spirituelt budskab. Og det må være op til hver enkelt, hvilken fase man vil tillægge størst betydning og kunstnerisk værdi. For flertallet af de saxofonister, der fulgte i Coltranes spor, var det ubetinget hans spil i årene op imod 1960, der gjorde sig fortjent til dette prædikat. Og netop dette illustrerer 'Blue Train' fra 1957, der må betegnes som det første hovedværk i Coltranes pladeproduktion. En plade, der ligeledes blev et eklatant gennembrud for en anden kun 19-årig musiker, nemlig trompetisten Lee Morgan. Og så er der grund til at gøre opmærksom på, at også det øvrige hold, basunisten Curtis Fuller, pianisten Kenny Drew, bassisten Paul Chambers og trommeslageren Philly Joe Jones, spiller op til sit allerbedste.