I noterne til 'The Lost Sessions' fortæller pianisten Kenny Barron om én forvandling, Stan Getz gennemgik i sine sidste leveår, inden han døde af kræft i 1989. Getz skiftede kostvaner, og på et tidspunkt syntes sygdommen endog at være på retur. Men helt afgørende var den forandring, der indtrådte i hans væremåde, og som fik den generøsitet, der ligeledes alle dage - ved siden af hans til tider knap så tiltalende attitude over for andre - havde været en del af hans personlighed, til at blomstre. Barron beretter også om den turné, kvartetten var på i sommeren 1987, og om de fantastiske koncerter i Paris og København, hvor Getz' spil selv for Barron nåede ukendte højder. Koncerten i København resulterede som bekendt i cd'erne 'Anniversary' og 'Serenity', to uovertrufne mesterværker i Getz' karriere, og dette niveau lever 'The Lost Sessions', der er indspillet i marts samme år med George Mraz på bas og Victor Lewis ved trommerne, ikke op til. Barron svarer for fem af de i alt ni numre. De er funktionelle, men ikke ligefrem dybt besjælede af den ånd, man forbinder med bossanovaen, og heller ikke Lewis' næsten pedantisk virkende trommespil i et repertoire som dette er just inspirerende. Derimod er de øvrige fire numre, Thad Jones' 'Yours and Mine', Mal Waldrons 'Soul Eyes', Sam Rivers' 'Beatrice' og Russ Freemans 'The Wind', af høj klasse. For i dem finder man den melodiske rigdom, der kan forløse Getz' talent fuldt ud. En pudsig ting er, at de to sidstnævnte er fra Chet Bakers repertoire. 'The Wind' endog helt tilbage fra 1950'erne, da Freeman var Bakers pianist. På 'Reflections', indspillet i 1963, er Getz i sit mest poppede hjørne. Flertallet af de i alt elleve numre har en spilletid på under tre minutter, men uinteressant er pladen ikke. Bob Dylans 'Blowin' In The Wind' kan Getz ganske vist ikke redde, men numre som 'If Ever I Would Leave You', 'Sleeping Bea', 'Charade', 'Early Autumn', 'Spring Can Really Hang You Up The Most' og 'Nitetime Street' byder på rent ud sagt guddommeligt saxofonspil, indrammet af Claus Ogermans og Lalo Schifrins arrangementer. Desværre er cd'en også et eksempel på, hvor nonchalant denne serie genudgivelser, der præsenterer sig som de originale lp'er i miniformat, er redigeret. For man leder forgæves efter komponistnavnene, der på de oprindelige lp'er kun var nævnt på selve pladeetiketten. Denne forpligtelse over for ophavsretshaverne til melodierne lader man altså nu fuldstændig hånt om.