0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Melodiske mirakler

Jazzkritikere kaldte hans spil for blodfattigt og alt for pertentligt. Nu er det gået op for folk, at Paul Desmonds saxofons slanke tone er flot, følsom og melankolsk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dårlige venner. Paul Desmond var medlem af Dave Brubecks meget populære, men bland jazzelskere uglesete kvartet. Derfor tog ingen ham alvorligt før langt senere. Desmond døede i 1977. - Polfoto

Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-jazz
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Egentlig hed han Paul Emil Breitenfeld. Men vi husker ham som Paul Desmond. Altsaxofonisten, der fra 1950 til 1967 var uadskilleligt forbundet med Dave Brubeck i dennes kvartet. En af tidens mest populære jazzgrupper, hvis plader opnåede store salgstal. Ikke mindst blandt collegeungdommen, der åbenbart ikke kunne have meget kendskab til, hvad der i øvrigt rørte sig i jazzen. For kapelmesterens stivbenede og anmassende klaverspil vakte ikke større begejstring hos det mere kritisk indstillede publikum. Og dette indtryk kom indledningsvis også Desmond til skade, hvor man betegnede hans spil som anæmisk og alt for pertentligt.

Men med tiden ændrede denne opfattelse sig. Det gik op for folk, at Desmond var kvartettens mest interessante skikkelse, og at hans slanke tone på instrumentet udstrålede en lyrisk følsomhed og et strejf af melankoli, der aldrig blev til sentimentalitet. Og skønt han holdt sig strengt inden for harmoniernes rammer, så formåede han ikke desto mindre at skabe melodiske linjer, der frapperede ved deres originalitet. Set i det lys fremstod han for dem, der ville og kunne høre det, som en ener på sit instrument. Lige langt fra to så stildannende musikere som Charlie Parker og Lee Konitz.

Endnu mere åbenbart kom dette til udtryk efter afskeden med Brubeck, da Desmond begyndte at indspille for produceren Creed Taylor. Meget beroede dog på, hvilket materiale Desmond fik at arbejde med, og i denne henseende er lp'en 'Skylark' fra 1973 mindre vellykket. Det modale spil, der praktiseres i nogle numre, forløser slet ikke Desmonds melodiske åre, og heller ikke klangen af Bob Jones' elektriske keyboard eller kombinationen af Jack DeJohnettes trommer og Ralph MacDonalds perkussion udgør nogen ideel baggrund for Desmond. Bedst kommer hans spil til sin ret i to standardnumre, Hoagy Carmichaels 'Skylark' og Victor Herberts 'Indian Summer'.

Til gengæld er Desmond helt i sit es på 'Pure Desmond' fra året efter. Ledsaget af den canadiske guitarist Ed Bickert, bassisten Ron Carter og trommeslageren Connie Kay danner numre som Jerome Kerns 'I'm Oldfashioned' og 'Till The Clouds Roll By' (der er meget nært beslægtet med hans 'Look For The Silver Lining'), Django Reinhardts 'Nuages', Cole Porters 'Why Shouldn't I' og 'Everything I Love' samt Duke Ellingtons 'Warm Valley' en sand perlerække af små melodiske mirakler. Og den har Bickert, der i høj grad påminder om vor egen Jacob Fischer, sin betydelige andel i. For øvrigt er det indledende nummer ikke, som angivet, Fats Wallers 'Squeeze Me', men Ellingtons 'Just Squeeze Me'.

Desmond var ikke en musiker, der ligefrem har dannet skole. Men netop herhjemme har vi en instrumentkollega til ham, der med sin fornemme melodiske sans og i sin uanstrengte attitude kan siges at have meget til fælles med ham. Det er Christina von Bülow, og det er da også hendes spil, der på en ny cd, hvor hun er i selskab med pianisten Ben Besiakov, bassisten Anders Christensen og trommeslageren Frands Rifbjerg, hæver musikken op over det gennemsnitlige.

For mens den afslappede holdning har en velgørende effekt i de mere livlige numre (ikke mindst 'The Best Things In Life Are Free' byder på glimrende soli af Beasiakov og Christensen), så truer den i de mere langsomme tempi med at lade musikken gå i stå, så snart Christina von Bülow ikke selv fører ordet. Og så er der grund til at beklage, at noteapparatet er så sjusket. Der mangler tidsangivelser for de enkelte numre, og navnene på ophavsretshaverne, komponister og tekstforfatterne optræder i en syndig forvirring, så det ikke fremgår, hvem der er ansvarlig for hvad.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, o