I 1964 blev Wayne Shorter optaget i Miles Davis' nye kvintet, i hvilken også pianisten Herbie Hancock indgik, hvor han hurtigt gjorde sig stærkt gældende i en førende rolle, både som solist og komponist. Samtidig indspillede han i eget navn en række lp'er for Blue Note, og på 'Adam's Apple' fra 1966 - med Hancock på piano, Reggie Workman på bas og Joe Chambers på trommer - fremstår Shorter i hel skikkelse som den fuldt modne kunstner, han havde udviklet sig til. Det interessante er, at man her ligeledes får hørt Shorter fra en side, som han ikke fik vist frem inden for Davis-gruppen. Det sker i Jimmy Rowles' '502 Blues' (som ikke er nogen blues, men et kønt, lyrisk valsetema) og i Shorters egen ballade 'Teru'. Og den lader sig også spore i Shorters 'El Gaucho', en bossa nova. Nemlig den side, der afspejler den gensidige beundring, som han og Stan Getz nærede for hinanden. Går man videre til Shorters 'Footprints' (som senere også blev indspillet af Davis-kvintetten), så vil man opdage, hvor kort afstanden fra Getz til Coltrane, Shorters oprindelige inspirationskilde, kan være. Og for at afrunde portrættet af Shorter så er vi med Hancocks The Collector' umiskendeligt i Coltranes verden. En fortræffelig genudgivelse, for også den ledsagende trio leverer glimrende indsatser.