Det kan næppe komme som nogen overraskelse, hvis jeg afslører, at der kun undtagelsesvist var fuld enighed blandt os seks medlemmer af Jazzpar-komitéen, da den endelige vinder blandt de fem nominerede kunstnere skulle udpeges. Den afgørende stemmerunde artede sig gerne som et taktisk spil, hvor man ofrede sin egen foretrukne kandidat til fordel for en anden, hvis man på denne måde kunne forhindre, at en tredje, som man slet ikke brød sig om, blev valgt. Så lad mig også røbe, at pianisten Andrew Hill var den sidste, jeg havde ønsket mig som prismodtager, da vinderen for året 2003 skulle kåres. Og koncerten i Glassalen gjorde intet for at ændre dette indtryk. Men jeg vil gerne erkende, at det er sket nu, efter at jeg har genhørt musikken. Den kan ganske vist være optaget ved nogle af de øvrige koncerter, for det fremgår ikke af noterne. Den store forskel vil jeg dog ikke tro, det har kunnet indebære. Hvad der ved koncerten forekom mig at være for tilfældighedsbestemt og kaotisk, oplever jeg i Danmarks Radios glimrende gengivelse snarere som kalejdoskopisk, hvor de enkelte brikker er givne, men indimellem tegner sig i nye mønstre omkring en fast kerne. Den kan være et stærkt motiv som i 'No Sa Not Sa' eller blot en grundstemning som i den lyriske 'Flying In The Sky', hvor musikken til trods for sin frie puls udløser en svævende valsefornemmelse. Andre steder, som i første del af 'Ghetto Echoes', fører musikken én ind i en meditativ tilstand, hvor tidsfaktoren opløses. Og samtidig møder man her et sjældent eksempel på, med hvilken sarthed også den frie jazz kan formulere sig. Hvilket bringer os til musikerne. Hill medbragte selv den fortræffelige bassist Scott Colley og den helt formidable trommeslager Nasheet Waits. Men af lige så væsentlig betydning er det, i hvor høj grad det er lykkedes de øvrige, herhjemme samlede musikere, trompetisten Staffan Svensson, basunisten Klaus Löhrer samt rørblæserne Peter Fulgsang, Thomas Agergaard og Liudas Mockunas, at leve sig ind i Hills musikalske univers.