»Kultur er en vare som alt muligt andet«. En udtalelse, som man kunne høre forfatteren Knud Vilby fremsætte i radioens Kulturnyt i sidste uge, og som givetvis har sin fulde berettigelse. For det er ikke ligegyldigt, hvordan en kunstner, eksempelvis en musiker, bliver markedsført af sit pladeselskab, eller i hvor høj grad det lykkes ham/hende at vinde mediernes opmærksomhed. At det kan føre til en skævvridning af realiteterne, er så en anden sag. For vi kender kunstnere, der på dette grundlag har vundet et renommé, der ikke helt står mål med deres kunstneriske bedrifter, men som ikke desto mindre har skaffet dem en plads i rampelyset, som andre måske snarere havde gjort sig fortjent til. Anledningen til disse betragtninger er en ny cd med pianisten Esbjörn Svensson, hvis trio, med Dan Berglund på bas og Magnus Öström på trommer, ligeledes har vakt en del international interesse. Nu optræder den under navnet E.S.T., og det kunne netop godt ligne et varemærke. Musikken, Svensson præsenterer på cd'en, bærer fortsat reminiscenser fra hans oprindelige inspirationskilde, Keith Jarrett, men i sin anvendelse af tunge basostinater, mere eller mindre faste trommemønstre og elektroniske effekter følger den tidens trend. Den er ganske effektfuld i sin insisterende karakter, indimellem ligefrem medrivende, men i sidste ende er hovedindtrykket alligevel en form for monotoni, som kun et par noget selvhøjtideligt klingende, balladeagtige stykker bryder.