På Jesper Thilos nye cd lyder hans tenorsaxofon ikke helt, som vi har været vant til at høre den. Mere ru og bredere i klangen, hvilket dog hovedsageligt skyldes, at man har tilstræbt en sound, som den Rudy Van Gelder i sin tid skabte i sine Blue Note-produktioner. Men også udtrykket har ændret sig. På den ene side er det mere tilbagelænet, som vi kender det fra den ældre Dexter Gordon. Og på den anden side mere ekspressivt, så Thilo i visse situationer lyder som en Johnny Griffin i slow motion. Noget nyt er også den abrupte frasering, hvor tonen ikke får lov til at synge ud og på denne måde kaster et mere tvetydigt lys over Thilos spil. På en plade, der er en hyldest til den afdøde basunist og sanger Richard Boone, er det særlig tydeligt i indledningen til 'Old Folks', hvor Thilo, kun ledsaget af Bo Stiefs bas, formulerer sig med en indtrængende styrke, der gør hans spil rent ud betagende. Det er mesterligt. Og det er det ligeledes i den efterfølgende 'There'll Never Be Another You' i et moderat tempo, man sædvanligvis ikke tilskriver denne melodi. I begge tilfælde fornemt fulgt op af pianisten Olivier Antunes. Aldeles pragtfuld er også Thilos og Antunes' duet i 'Somebody Loves Me', der viser, at de begge forstår at bruge deres virtuose håndelag uden at lade det blive til opvisning. Ikke alle numre er på dette niveau. Og med en spilletid på 76 minutter kunne man godt have sløjfet nogle stykker, blandt dem 'I'll Remember April' og 'What A Wonderful World'. Det ville det generelle indtryk af pladen kun have vundet ved.