1950'erne var et vanskeligt årti for Dexter Gordon, der dengang var bosat i Los Angeles. Når han da ikke sad i fængsel på grund af sit narkotikamisbrug. Det blev kun til ganske få pladeindspilninger og en lille rolle, netop som saxofonist, i Hall Bartletts film 'Unchained' fra 1955, hvor det dog var Georgie Auld, som man hørte spille i stedet for Gordon selv. Men tingene ændrede sig til det bedre, da Gordon fik en kontrakt med Blue Note Records. Og i begyndelsen af maj 1961 tog han til New York for at indspille sine første to lp'er for selskabet. De foreligger nu i en ny sending genudgivelser i 'The Rudy Van Gelder Edition', opkaldt efter den lydtekniker, i hvis studie i Englewood Cliffs, New Jersey, selskabets berømte sound blev skabt. I den første session fra 6. maj, der resulterede i lp'en 'Doin' Allright', havde Gordon den kun 23-årige trompetist Freddie Hubbard som medblæser, mens pianisten Horace Parlan, bassisten George Tucker og trommeslageren Al Harewood udgjorde rytmegruppen. En fortræffelig trio, der gav Gordon al den tryghed, han kunne ønske sig for at folde sig helt ud. Ikke mindst Gordons bluesmarch, 'Society Red', og balladen 'You've Changed' byder på fremragende spil, og Hubbard følger glimrende med. Hvad der imidlertid også bliver åbenbart, når man lytter til 'Dexter Calling', der blev indspillet tre dage senere med Kenny Drew på piano, Paul Chambers på bas og Philly Joe Jones på trommer, er, hvilken betydelig forskel de to trommeslagere udgør. Harewood er en tilforladelig timekeeper, der overlader det til Gordon til at trække læsset. Philly Joe Jones stiller derimod med sit uhyre levende spil Gordon over for en udfordring af ganske anden art, og det afspejler sig tydeligvis hos den store tenorsaxofonist. I særdeleshed i numre som Chaplins 'Smile' og Gordons 'Landslide' får han sin sag for og må virkelig kæmpe for ikke at lade sig hægte af. Gevinsten er en langt stærkere intensitet. Sidstnævnte indslag var ikke med på den oprindelige lp, og det burde kunne undre, for et andet Gordon-opus, 'Soul Sister', er ikke nær så spændende. Forklaringen må være, at tiden dengang var til souljazz, og at man med 'Soul Sister' som første skæring lettere ville være i stand til at appellere til et større publikum. Til gengæld er Gordons 'Ernie's Tune', et nummer, han komponerede til Jack Gelbers teaterstykke 'The Connection' (som han også selv medvirkede i), endnu en fornem ballade, hvor han formulerer sig med en blid sødme, han ellers kun sjældent stiller til skue.