Kan man gradbøje et begreb som udødelighed? Der er jo megen kunst, der stræber efter at opnå denne værdighed. Holder vi os til jazzen, kan det være navne som Louis Armstrong, Duke Ellington og Charlie Parker. Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at de fuldt ud fortjener den. For dem gælder det imidlertid, at man helst skal møde deres kunst med bestemte forudsætninger for at fatte dens fulde rækkevidde. Det er ikke nødvendigt, når man lytter til Billie Holiday. For mig er hun det 20. århundredes stemme. Ingen andre står ved siden af hende. Og jeg er sikker på, at mange andre også må føle det sådan. Som Billie Holiday selv har sagt det: »Når jeg synger en sang, må den betyde noget for mig. Noget, som jeg selv har gennemlevet. Ellers kan jeg ikke synge den«. Og når hun formåede at berøre os så dybt og smerteligt, så var det naturligvis, fordi hun virkede så nøgen, så hudløs i sit foredrag af de sange, hun sang. Hørt over tidens perspektiv måske endog forstærket af vor viden om, hvordan hendes liv formede sig. Et liv, der sluttede, da Billie Holiday efter mange års alkohol- og narkotikamisbrug døde 17. juli 1959 i en alder af kun 44 år. Og et liv, der i en meget ung alder bibragte hende erfaringer, som ingen ville have ønsket sig, men som vel også gav hendes kunst den dybde, der allerede kom til udtryk fra begyndelsen af hendes karriere. Det er de klassiske optagelser fra 1930'erne, der formede Billie Holidays status. Her var hun i selskab med pianisten Teddy Wilson, trompetister som Buck Clayton og Roy Eldridge samt tenorsaxofonisten Lester Young. Til sidstnævnte knyttede Billie Holiday en forbindelse, der ud over venskabet indebar en nærmest telepatisk musikalsk kontakt og på denne måde berørte det, der var kernen i hendes rent artistiske formåen. Nemlig hendes enestående rytmiske fornemmelse, hendes timing og fraseringsevne. Det er undertiden blevet hævdet, at hun i denne henseende var influeret af Young. For det var ham, der udtalte, at man skal kende ordene til en sang for at kunne fortolke den. Et citat, der ofte er blevet gentaget af andre musikere, eksempelvis Dexter Gordon. Jeg er imidlertid mere tilbøjelig til at tro, at det forholdt sig omvendt. Det, der gav Billie Holidays foredrag så stor troværdighed, var den omstændighed, at hun gav de enkelte ord den vægt, de krævede under de givne omstændigheder. Hun gik imod, hvis melodien foreskrev en ubetonet node og tekstens mening fordrede det modsatte. Af samme grund bandt hun - uden hensyn til eventuelle pauser i selve melodilinjen - ord sammen, hvis hun følte, det var nødvendigt. Og netop dette bidrog til at skabe den rytmiske intensitet i hendes foredrag. Jeg er sikker på, hun gjorde det spontant ved at følge sin indre stemme. Ikke som man kan høre det hos ikke så få sangere i dag, hvor det træder alt for åbenlyst frem, at hver strofe, de synger, er indstuderet i forvejen. Værst i de tilfælde, hvor det drejer sig om ikkeamerikanske sangere, der ganske vist er vidende om de enkelte ords betydning, men som ikke er i besiddelse af den dybe fornemmelse for sproget, der lader ordene danne en meningsfuld sammenhæng. Billie Holidays narkotikamisbrug bragte hende adskillige gange i konflikt med politiet og skaffede hende i 1947 tilmed et fængselsophold. Det medførte, at hun mistede sit såkaldte kabaretkort i New York. Hvilket indebar, at hun efter sin løsladelse ikke måtte optræde på steder, hvor der blev udskænket spiritus, og at byens jazzklubber dermed var lukkede for hende. De følgende år blev en lang række op- og nedture for Billie Holiday, for ved siden af sine fortrædeligheder med myndighederne havde hun desværre også en evne til at finde mænd, der var opsat på at udnytte hende økonomisk - og gjorde det eftertrykkeligt. Hvis man skulle nære frygt for, at det liv, Billie Holiday førte, skulle angribe hendes kunstneriske integritet, tog man dog heldigvis fejl. Det vidner disse indspilninger om, som hun foretog for Norman Granz' Verve-etiket. I alt 100 numre fordelt over 6 cd'er, de første fra foråret 1952, de sidste fra 11. marts 1959. To af de lp'er, der oprindelig blev udsendt i denne periode, er intet mindre end mesterværker. Det er 'All Or Nothing At All' og 'Songs For Distingué Lovers', optagelser fra august 1956 og januar 1957, hvor Billie Holiday i begge tilfælde ledsages af en sekstet, der tæller trompetisten Harry 'Sweets' Edison, tenorsaxofonisten Ben Webster, pianisten Jimmy Rowles og guitaristen Barney Kessel. Et mageløst hold, hvor hver især leverer solospil af højeste klasse. Det er svært at fremhæve den ene frem for en anden, men skulle jeg give nogen prisen, så må Webster og Rowles dele den imellem sig. Webster rammer lige i hjertet, men jeg kan heller ikke stå for Rowles, der med sit mere nøgterne, knapt afmålte spil skaber en velgørende kontrast. Han medvirker ligeledes i mange af de øvrige optagelser. I de tidligste er det Oscar Peterson, der sidder ved flyglet, og også hans diskret blomstrende spil er den rene fryd. I centrum for det hele står imidlertid Billie Holiday. Det er uovertruffen sangkunst, man møder på disse seks cd'er, og det gælder selv de allersidste optagelser fra marts 1959. For i modsætning til sin gamle ven Lester Young forstenede hun ikke. Hendes livs erfaringer aflejrede sig i hendes sang, men én ting kunne man være ganske sikker på: På intet tidspunkt udviste hun sentimentalitet, endsige selvmedlidenhed. Tværtimod kunne hendes røst udstråle en karskhed, der kun gjorde det budskab, hun formidlede i sine sange, desto mere gribende. Stemmen blev mere slidt med årene. Men selv under disse omstændigheder kunne den skifte farve fra dag til dag. Hør bare, hvordan der ofte, som i 'April in Paris' (18. august 1956), kunne bryde en helt ungpigeagtig sødme frem i den. Eller læg mærke til, hvordan hun i 'Please Don't Talk About Me When I'm Gone' (23. august 1953) fraserer ordene i forhold til melodilinjen. 14. april 1954 synes at have været en ganske særlig dag for Billie Holiday, hvor hun ligefrem sprudler af livsglæde. Først 'How Deep Is The Ocean', derefter en overgiven 'What A Little Moonlight Can Do' og endelig 'I Cried for You'. Og hvilken triumf ligger der ikke i hendes røst, da hun slutter af med »I cried for you, now it's your turn to cry over me«. Den skulle være hende vel undt!